Byfortællinger på DAC – Knud Romer & WERK i fællesskab

Nyhed
22. april 2023

Frem til den 22. oktober kan alle lytte og opleve byens fortællinger i selskab med Knud Romer og alle os i WERK – i vores fælles udstilling på Dansk Arkitektur Center.

I udstillingen ”Byfortællinger – Knud Romer & WERK i fællesskab” får de besøgende en helt anderledes og underholdende introduktion til 14 af vores arkitektoniske værker, der alle har fællesskabet som omdrejningspunkt.

 

Vi har lagt arkitekturen i hænderne på forfatter og samfundsdebattør Knud Romer, der sætter vores værker ind i en større sammenhæng og bl.a. spørger os, hvorfor vi ikke vender bøtten på hovedet og indretter os, som vi egentlig gerne vil leve vores liv.

“Hvert projekt i udstillingen akkompagneres af Knud Romers personlige livsfortællinger og holdninger, som på poetisk og forskellig vis tilfører arkitekturen nye dimensioner, som med garanti sætter tankerne i gang hos de besøgende. Vores ønske er at skabe en arkitekturoplevelse med masser af holdninger og liv i. Og vi håber, at de besøgende får øjnene op for, hvordan arkitektur og fællesskaber kan være med til løse aktuelle samfundsudfordringer”


Thomas Kock, stifter og kreativ direktør i WERK.

Arkitekturmodeller og personlige livsberetninger

Et af de 14 projekter, som præsenteres i udstillingen, er det nye byrum på Carls Nielsens Allé på Østerbro. Et projekt, som i fremtiden kommer til at skybrudssikre området. Ved dette projekt fortæller Knud Romer om sin egen oplevelse fra det voldsomme skybrud, der ramte hovedstadsområdet i 2011

“Himlen var oplyst af lyn. Det var som dommedag. Folk løb rundt og hele kvarteret stod under vand. Jeg stod i min lejlighed og kiggede på det hele og så nærmest hele Frederiksstaden stævne som en fregat ud mod Øresund. – Indtil jeg pludselig relaterede det til mig selv og tænkte ’NEJ, NEJ,’ mine kælderlokaler! […] Og det allerværste var, at dernede i kælderen lå også mit kostbareste eje …”


Udklip fra en af Knud Romers fortællinger fra udstillingen ’Byfortællinger – Knud Romer & WERK i fællesskab.

Udstillingen er et sammensurium af arkitekturmodeller, personlige livsberetninger, samfundskritik og drømme om fællesskaber, som tilsammen giver et indblik i, hvordan arkitekturen påvirker os.

 

Arkitekturen kommer nemlig først til sin ret, når vi bruger den, og når vores egne og andres livshistorier folder sig ud og fletter sig ind i hinanden – og tilsammen udgør vores fælles liv i byen.

 

Udstillingen åbnede den 21. april og løber frem til d. 22. oktober 2023 på DAC’s trappegalleri.

 

Oplev – se og lyt – også her

Werk nyhedsbrev