Bjergbyen præsenteret på Open Zurich
Herfølge Bjergby vækker international interesse for fællesskabsbaseret byudvikling
Herfølge Bjergby er igen blevet vist frem internationalt. Efter præsentationen på Aedes i Berlin sidste år blev projektet denne gang præsenteret på Open Zurich, hvor kreativ direktør Thomas Kock efter invitation holdt oplæg og deltog i debat om visionen for den kommende bjergby.
Visionen for byen er at skabe mere råderum, frisk luft og stærke relationer i hverdagen. Som Peter Aalbæk formulerer det:
“Du får sku’ da mere ud af at slå dig sammen og tænke stort, end at knokle dig sønder og sammen for at bo i en etværelses på Rådhuspladsen. Jeg tror fuldt og fast på, at denne model kan eksporteres og blive en gave til hele verden.”
Bjergbyen bygger på et stærkt fundament af fællesskab, hvor beboerne spiser, bygger og organiserer sig lokalt. Ved at udnytte fællesskabets økonomiske muskler kan man købe stort ind og spare penge – i stedet for at stå alene med dyre forsikringer og basisydelser.