Thomas Kock træder ind i bestyrelsen for Boligfonden Kuben

Thomas Kock er indtrådt i bestyrelsen for Boligfonden Kuben og ser frem til at bidrage til en byggebranche i bedre balance med mennesker og natur
WERKs stiftende partner og kreative direktør, Thomas Kock, er indtrådt i bestyrelsen for Boligfonden Kuben.
“Vores branche er i en spændende bevægelse, hvor vi begynder at bygge mere i pagt med naturen. Nøglen til en succesfuld omstilling findes i nye materialer og måder at bygge på. Jeg glæder mig til at være med til at bringe gode idéer videre og skabe bedre balance mellem byggeri, mennesker og natur,” siger Thomas Kock.
Boligfonden Kuben arbejder for at styrke udviklingen i byggeriet med fokus på godt håndværk, innovation og eksperimenter – værdier, der ligger WERK nært.
Bestyrelsesformand Karen Mosbech fremhæver Thomas Kocks arkitektfaglige indsigt, forståelse for iværksætterlaget i branchen og sociale kompetencer som et stærkt bidrag til bestyrelsen.
Thomas Kock deltog for nylig i Boligfonden Kubens prisfest Byggeriets Stjerner: “Det er fantastisk at høre så mange gode idéer til at gøre branchen bedre. Jeg glæder mig til at blive inspireret af iværksætternes skæve vinkler på verden og blive klogere på, hvad der rører sig.”