WERK står bag udvikling af Kildedal


18. juni 2024

Rammelokalplan for Kildedal By i Ballerup med 2.000 boliger og 5.000 arbejdspladser er blevet vedtaget i Ballerup Byråd. Udviklingen af området strækker sig over 10-15 år og bygger på en helhedsplan, som WERK har været med til at udvikle og få godkendt i 2023.

Ballerup Kommune og arealudviklingsselskabet Kildedal By P/S, har taget et stort skridt fremad i arbejdet med at udvikle en ny by ved Kildedal Station. Den samlede rammelokalplan for det 367.000 kvadratmeter store areal blev i juni godkendt af Ballerup Byråd. Samtidig blev en byggeretsgivende lokalplan for første boligområde i Kildedal By også godkendt.

WERK er meget glade for, at plangrundlaget for Kildedal By nu er vedtaget. Henrik Faurskov, der er partner og ansvarlig for planlægning hos WERK, siger:

“Det er fantastisk at se planen blive en realitet. Vi har fra starten haft et stærkt fokus på at integrere biodiversitet og natur i projektet. Vi ønsker at skabe en by, der ikke kun er god for mennesker, men også for naturen.”

Kildedal By kommer til at ligge i et naturskønt område og vil omfatte 2.000 boliger og 5.000 arbejdspladser, når den står færdig om godt 10 år. Det første byggefelt, der er bliver udviklet omfatter i alt 23.000 kvadratmeter boliger og serviceerhverv samt et mobilitetshus, der er på  9.000 kvadratmeter med bl.a. en nærgenbrugsstation og en byttecentral.

Udviklingen strækker sig over 10-15 år og bygger på en helhedsplan fra 2023, udviklet af Arealudviklingsselskabet Kildedal P/S i samarbejde med WERK, Cowi, Niras, Grandville og Briq som rådgivere.

Naturen er en central del af Kildedal By-projektet. Byen planlægges, udvikles og anlægges med udgangspunkt i at bevare og forbedre stedets biodiversitet og naturværdier. I tæt samarbejde med biologer og repræsentanter fra Danmarks Naturfredningsforening er der udarbejdet en biodiversitetsstrategi for kvarteret, som ligger til grund for de vedtagne planer.

Læs mere om Kildedal her.

Arealudviklingsselskabet Kildedal By P/S ejes af PensionDanmark og Ballerup Kommune.

Foto: Kontraframe

Werk nyhedsbrev