Erfaren landskabsarkitekt vender hjem


29. juli 2024

Kim Madsen bliver igen en del af vores landskabsafdeling og vil med sin store kapacitet styrke tegnestuens tværfaglige profil. Kim har høstet sine erfaringer igennem mange år hos blandt andet Schønherr og SLA.

Der er fart på landskab hos WERK, og der er brug for flere gode hænder og hoveder for at styrke vores tværfaglige hold af arkitekter, planlæggere og landskabsarkitekter, som genindtrædelsen af landskabsarkitekt Kim Madsen er en del af.

Thomas Kock, udtaler: “Vi er utroligt glade for at byde Kim Madsen velkommen tilbage. Kim er en kæmpe kapacitet med højt humør og en enorm erfaring. Kims faglige ambitioner er i tråd med vores og jeg glæder mig til at have ham tilbage på vores landskabsteam, hvor han kan bidrage til tegnestuens tværfaglighed og styrke vores fokus på biodiversitet og klimavenlige byer.”

Kim Madsen kommer med sin erfaring bl.a. fra sin tid hos landskabstegnestuerne Schønherr og fra SLA, og han ser frem til at bringe sin viden og ekspertise tilbage til holdet:
“Det føles lidt som at komme hjem igen,” siger Kim Madsen, der har fulgt WERK gennem årene, og han fortsætter: ”Det er nogle imponerende projekter de har fået skabt og flotte priser de har høstet, og jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med de dygtige folk på tegnestuen og bidrage med alt det, jeg kan.”

Med det styrkede hold vil vi fortsætte vores mål om, at accelerere den bæredygtige omstilling, igennem endnu flere inspirerende og grønne byrum og bygninger, der er både smukke og klimarobuste.

Werk nyhedsbrev