Center for Renhold

Nytænkende kombination af landskab og bygning

Type
Bestillingsopgave
Sted
København
År
2009-2013
Størrelse
1.000 m2
Samarbejdspartnere
KBP.EU, polyform, sangberg, Karres + Brands, Oluf Jørgensen, Ulrikke Brandi Licht
Bygherre
Københavns Ejendomme

Det smukkeste hul i jorden

Udfordringen er klassisk. Hvordan etablerer man nytænkende byggeri i en ældgammel bydel med respekt for det gamle? Fremfor at for bygge opad blev der i stedet bygget nedad. En gammel parkeringskælder under Hauser Plads er blevet udnyttet til at skabe nye pladskrævende kontorer og faciliteter – i hjertet af den tætte københavnske middelalderby.

“Med et overraskende flot arkitektonisk greb har arkitekterne tænkt husfacaderne nedad, og en gammel parkeringskælder er omdannet til en bygning, der fuldt ud lever op til nutidige krav om lysindtag og udsyn, idet et amøbeformet atrium skaffer maksimalt lys og lange kig på tværs af bygningen.”


Københavns Kommunes bygningspræmiering

Attraktivt kontormiljø nede i jorden

På grund af den utraditionelle placering, organisering af funktioner og sammentænkningen med landskabet er det lykkedes at skabe et yderst attraktivt kontor- og arbejdsmiljø for omtrent hundrede daglige brugere. Desuden bliver renholdelsesvogne kørt ned i bygningen via rampen fra den tidligere P-kælder og opbevaret sammen med andet materiel, når det ikke er i brug.

Dagslys i en underjordisk bygning

For at få mest muligt dagslys i de nye kontorer er alle husets primære funktioner placeret rundt om et åbent gårdrum. Atriummets bløde former maksimerer lysindtaget i bygningen og er samtidigt med til at definere de unikke og attraktive rumligheder såvel inde som ude.

En dynamisk bygning, der følger årstiderne

Bygningen indeholder bade- og omklædningsrum, kantine og parkeringspladser. Gårdhaven er tænkt som en forlængelse af arbejdspladserne. Den varierede beplantning skifter farver og teksturer efter årstiderne og det stenbelagte område danner ramme om medarbejdernes pauser samt udendørs arbejdspladser.

En legeplads på toppen

Før anlægsarbejdet gik i gang husede Hauser Plads en legeplads til områdets børn. Selvom pladsen nu er Center for Renholds nye adresse rummer den til stadigvæk en legeplads for områdets børn og besøgende. Denne gang en innovativ legeplads med grønne og frodige bakker og vandleg. Hauser Plads skal være et fristed med plads til både leg og afslapning.

Et bæredygtigt og rentabelt projekt

Den centrale placering i Københavns bymidte medvirker at Center for Renhold opnår store tids- og ressourcemæssige besparelser, som gør projektet rentabelt og bæredygtigt. Ved at sammentænke byggeriet med den frodige legeplads på Hauser Plads og udnytte den forhenværende parkeringskælder under pladsen, bliver der skabt et landskabeligt kontorbyggeri uden vindturbulens, skygge- eller indsigtsgener.

Werk nyhedsbrev